banner

På lejrskole i Krakow 2019

1. september var der afgang fra Markusskolen. 39 elever og 4 lærere var klar til fem dage med store oplevelser. Vi skulle af sted til Krakow i det sydlige Polen.

Første stop var i Berlin, hvor vi kom forbi Gedenkstätte Berliner Mauer, Alexanderplatz, Brandeburger Tor og Denkmal für die ermordeten Juden Europas.

Efter en stille nat i bussen fra Berlin var vi mandag morgen klar til at se kz-lejrene Auschwitz/Birkenau. Det var på en gang både spændende og gruvækkende.

Mandag eftermiddag brugte vi på at indrette os på Hotel Batory i Krakow efterfulgt af en rundvisning i Krakows gamle bydel. Denne tur blev dog kortet noget af pga. nogle kraftige regnbyger.

Tirsdag morgen var der afgang til den hyggelige bjergby Zakopane nede ved grænsen til Slovakiet. Her blev der shoppet og hygget, men desværre var det stadig for vådt til at prøve bobslædebanen.

Tidligt onsdag morgen kørte bussen os ud til saltminen i Wieliczka saltminen. En fantastisk oplevelse hvor vi endte 135 meter nede under jorden - inden det gik med elevator op igen. Tjek selv billederne.

Om eftermiddagen stod der rebpark på programmet. Eleverne skulle ud at klatre 5-10 meter oppe i træerne. Heldigvis var det med sikkerhedsudstyr på!

Om aftenen fik vi besøg af Lea Kjeldsen, en dansker som bor i Krakow og lærer polakkerne at synge gospel. Hun fortalte om sit liv, det at lære at tale polsk - og at få noget ud af sit liv på den plads, som Gud har sat en i.

Sidste dag travede vi igennem det jødiske kvarter Kazimierz, inden eleverne fik de sidste timer til at hygge sig i dejlige Krakow. Det var ikke så svært, når der var 27 grader varmt - og der var mange gode tilbud i butikkerne...

Sidst på eftermiddagen gik turen hjemad efter en dejlig uge. Fredag kl. 9:30 holdt bussen igen foran Markusskolen.

Tak for en god tur